Sankt Nikolai Kirke, Nakskov - Lolland


Til forsiden

Tilbage til Danske kirker

Tilbage til danske kirker, Lolland

Kilde: Familie Journal, Danmarks kirker, nr. 68

Kirken i Nakskov, viet de søfarendes helgen Sankt Nikolaus, er næst efter domkirken i Maribo den største i stiftet. Den har et ejendommeligt udseende, der afspejler kirkens brogede bygningshistorie.

Grundstammen i den sengotiske bygning fra omkring 1400-tallet er et kort, højt midterskib, der omgives af lavere sideskibe og et ejendommeligt, langt kor. De oprindelige planer gik ud på, at kirken skulle have haft midterskibets højde i hele dens længde, men de ambitiøse byggeplaner er knækkede på halvvejen. Sideskibe og korbygning kom til at stå som ubenyttede murskaller i 200 år, inden man afsluttede byggeriet omkring 1600.

Tårnet fik ved sin opførelse i 1400-tallet et højt, slankt spir. Det ramtes 1587 af lynnedslag og måtte rives ned. 1618 rejstes et nyt spir, som væltede under en storm syv år senere. Man opgav da himmelstræbende byggerier og satte en lav hætte på tårnet i stedet. Frederik den Fjerde skal ved synet af dette arrangement have bemærket, at han aldrig havde set så stor en mand med så lille en hat. Det nuværende spir er fra 1906 og rejser sig 70 meter over jordoverfladen.

Under den svenske belejring i 1659 blev kirken ramt af flere kanonkugler og der er opbevaret en granat til minde om beskydningen. Den tilhørende indskrift siger, at den "gjorde på Altertaflen stoer Skade".