Forsiden

Island 2004

Azorerne 2006

Færøerne 2007

New York 2008

Dubai 2008

Berlin 2009

Grønland 2016

Barcelona 2018

Noma 2019

Slanke-kurrejse  2019

Rom 2019

Nakskov og omegn

opdateret  20-11-20

Mine hunde

opdateret 17-11-20

Knuthenborg  

opdateret 30-10-20

Danske kirker

opdateret 16-11-20

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

           


  Azorerne juli 2006 


 

Højtryk over Azorerne, det har mange af os ofte hørt, men de færreste af os har besøgt Azorerne.

Bravo-Tours arrangerer rejser til disse portugisiske øer, som er beliggende på den midtatlantiske højderyg c. 1600 km vest for Lissabon.

Da vi i begyndelsen af juli 2006 satte os i flyveren i Kastrup Lufthavn, var det med en vis spænding om, hvad de næste 14 dage ville byde på.

Flyveturen fra København til Ponta Delgada på Sao Miguel, hovedøen i øgruppen, tager knap 5 timer.

Vi blev modtaget af Bravo Tours danske guider, som sørgede for at vi blev transporteret til vores respektive hoteller.

Hjemmefra havde vi besluttet os for at deltage i rejseselskabets arrangerede udflugter kombineret med 3 dages billeje, som også var bestil hjemmefra.

Efter nogle dage stod det os imidlertid helt klart, at ingen af os ønskede at køre bil i Ponta Delgadas smalle gader og ej heller på de smalle snoede veje ude på øen.

Rejseselskabet var så venlige at afbestille bilen, og vi fik det fulde beløb tilbagebetalt.

I stedet blev det for mit vedkommende til Whale & Dolphin Watching og en gåtur på vulkankrateret ved Sete Cidades.

Hvad er så hovedindtrykkene af den 759 km2 store ø, Sao Miguel, efter 14 dage?

En meget grøn, blomstrende vulkanø med flotte udsigter bl.a. over Atlanterhavet og over vulkankratere.

Der er vegetation over alt på vulkanøen. Langs vejene står blomstrende Hortensiaer – lige fra den helt mørkeblå til den hvide og de lyserøde nuancer, alt efter om jordbunden er sur, neutral eller basisk.  

        

Den mørkeblå tragtsnerle og den røde hibiscus blander sig med hortensiaerne, ligesom de røde cannaer og de hvide og blå agapantus.

 

Senere på sommeren vil blomsterfloret blive domineret af den forhadte, men meget smukke fakkelplante.

Vi var dog så heldige at se enkelte eksemplarer af planten, da den var begyndt at blomstre nogle steder på den midterste del af øen.

Fakkelplanten stammer fra Himalaya og er på en eller anden måde blevet bragt til Azorerne, hvor den befinder sig glimrende.

Dens rodknolde spreder sig så kraftigt at den kvæler den naturlige plantevækst. Udover rodknoldene formerer den sig også via frø, c. 1000 frø pr. blomsterstand.

En plante, der får mig til at tænke på en kombination af skvalderkål og bjørneklo!

Hidtidige forsøg på at udrydde planten er mislykket, da man samtidig gerne vil bevare den oprindelige plantevækst.

 De flotte New Zealand juletræ med de mørkerøde blomster og de lange luftrødder er flere steder så småt begyndt blomstringen.

 Overalt ses platantræer. Om dette træ fortælles, at det har givet inspiration til den amerikanske hærs uniformer

– camouflagen på uniformerne og platantræernes stammer minder da også en del om hinanden, så måske taler rygtet sandt!

 

     

 

I parkerne kan der ses uendelig mange forskellige træer.

I Terra Nostra parken i Furnas står blandt mange arter fx de kæmpemæssige sequoiastræer, som også kendes fra Californien.

Flere steder kan man beundre magnoliatræer med de meget smukke blomster.

Landskabet er bl.a. præget af kæmpemæssige cedertræer, falske kaffetræer, som er ved at være en plage, eukalyptustræer og de meget smukke norfolkgraner.

 

     

 

 

Dominerende er også kæmpemæssige træbregner og djævlefod med enorme skræppeblade.

Enkelte azalier blomstrer stadig.

En helt enestående oplevelse var rastepladserne på den østlige del af Sao Miguel.

Der var på et tidspunkt gået konkurrence i at skabe de flotteste haver og picnicpladser på disse rastepladser. Vi så flere, og de var enormt smukke.

Foruden en flot udsigt, planter og træer var der overdækkede borde og bænke og en masse grillsteder, så maden kunne blive tilberedt lige før måltidet.

 

 

Et andet hovedindtryk var selvfølgelig vulkanerne med de store kratere.

Hel- og halvdagsture bragte os til de største af kraterne.

På den vestlige del af Sao Miguel ligger et kæmpe vulkankrater– en stratovulkan, 4 km i diameter og en omkreds på 12 km. Krateret er skabt af 15 vulkanudbrud gennem tiderne. I krateret ses flere mindre kratere.

I bunden af det store krater ligger den lille by, Sete Cidades, samt 2 søer, Lagoa Azul, Den Grønne Sø og Lagoa Verde, Den Blå Sø.

Højere oppe i krateret ligger Lagoa de Santiago.

Ved udsigtspunktet Visto do Rei er der en henrivende udsigt over byen og de 2 førstnævnte søer.

 

 

 

Midt på øen ligger kratersøen Lago do Fogo. Udsigtpunktet 947 m o.h. ligger ofte hen i tåge og dis.

Bedre er udsigtspunktet længere nede, 755 m o.h. Her er der en smuk udsigt over søen.

Nord for Lagoa do Fogo ligger Caldeira Velha, vandfald  af varm kilde, hvor der er mulighed for at bade.

Fra parkeringspladsen skulle vi gå et lille stykke, inden vi nåede vandfaldet. Denne tur var enorm fredfyldt og skøn. Vi gik gennem en ”tropisk” regnskov, hvor beplantningen stod i flere etager. De høje træer, de store bregner og bundvegetation.

På bjergsiderne vegetation og mos. I bunden et rislende vandløb. Et enkelt sted boblede det kogende mudder.Stilheden blev kun afbrudt af fuglenes kvidren og turisternes snakken.

 


På randen til den højtliggende østlige del af øen ligger Furnaskrateret. I bunden ligger en kæmpemæssig sø samt byen Furnas.

I området er der stadig geotermisk aktivitet. Røgen damper lystigt op af flere huller.

Ved søkanten  er jorden så varm, at der kan laves mad. Store cementrør er gravet 1 m ned i jorden – heri sænkes der gryder, og rørene dækkes med jord..

Specialiteten på stedet er Cozido da Furnas, medisterpølse, oksekød, spæk, kylling, blodpølse, kartofler, gulerødder og kål.

Dette skal simre i flere timer inden gryden igen befries af jorden. Vi så maden blive gravet fri og blive kørt ind til hotellet, hvor vi senere fik den serveret med en god rødvin til.

 

 

I udkanten af Furnas by er et område med boblende svovlstinkende mudderhuller samt kolde og varme kilder, caldeiras.

Midt i Furnas ligger Parque Terra Nostra. En perle for folk som elsker fred og ro samt planter og fuglekvidren. Her er al verdens planter.

En afdeling med endemiske I forbindelse med parken ligger et stort svømmebassin med 40 grader jernholdigt varmt vand.

Det siges at 20 min. i vandet gør en 20 år yngre!!

 


I Povoacao på den sydøstlige del af øen oplevede vi øens eneste vulkankrater uden en kratersø.

Vulkankraterets væg blev i tidernes morgen sprunget væk og krateret har direkte forbindelse med Atlanterhavet.

Den østlige del af øen bød på nogle pragtfulde udsigter og et enkelt vandfald. Denne del er den absolut højeste og mest utilgængelige.

I 1950’erne blev der bygget veje, så der blev forbindelse med den øvrige ø. Indtil da var eneste mulighed til omverdenen, søvejen.

 

 

Tager man, som jeg gjorde, ud for at se på hvaler og delfiner, får man samtidig lejlighed til at se Sao Miguels stejle skrænter fra søsiden.

Vi sejlede ud fra Ponta Delgada op langs kysten til Mosteiros og herfra et stykke ud i Atlanterhavet, hvor hvalerne og delfinerne boltrede sig, 10-12 hvaler og endnu flere delfiner. Desværre gad hvalerne ikke dykke, så jeg fik ikke set den flotte halefinne.

På turen frem og tilbage havde jeg rig mulighed for at se skrænterne og lagene i basalten.

 

 

Ponta Delgada er hovedbyen, men ikke særlig stor. Det særegne ved denne by er de meget smalle gader og de smalle ujævne og kuperede brolagte fortove med flotte mønstre i mørk og lys basalt. Ikke to fortove er ens.

Bilisterne kører stærkt og har umiddelbart ingen former for færdselskultur. Bilerne efterlades på de mest mærkelige og uhensigtsmæssige steder. Spærres gaden, må øvrige trafikanter bare vente til der engang bliver fri bane.

Politiet er åbenbart blevet opmærksom på problemet for flere steder så vi, at det ene forhjul simpelt hen blev fjernet fra bilen og kørt væk. Jeg kunne forestille mig at det koster en klækkelig sum for at få sit forhjul igen!

 

Byen domineres af en lang havnefront, hvor der er rig lejlighed til at promenere eller bare sidde og nyde en kop kaffe eller en kold øl. Ved den 1,5 km lange mole lægger fragtbådene til for at losse og laste. En stor lystbådehavn hører også med til bybilledet.

Flere og flere får øje på Azorerne som rejsemål, også store krydstogtskibe. Kajpladsen er begrænset, så derfor er man nu i fuld gang med udbygningen i havnen, så der er plads til disse luksusskibe.

I byen er også et rigt udbud af restauranter, både dyre og billige. Flere steder er det muligt at indtage et godt måltid for små penge. En enkelt restaurant har endogså spisekort på dansk.

Turisterne præger byen. Der er mange danskere og svenskere, men også andre nationaliteter blander sig med de nordiske.

Forretninger er der en del af, mange er meget, meget små. Nærmest som kosteskabe. Et helt nyt indkøbscenter er bygget i den nordlige del af byen.

Souvenir og postkort kan fås overalt. Ud over dette synes jeg ikke, der er meget at se på.

 


Byen byder også på nogle grønne pladser og nogle parker. Disse er absolut et besøg værd.

Der findes også et grønsagsmarked, men vi oplevede det meget tomt, så dette må sige at være en skuffelse.

I det hele taget er grøntsagerne ikke særlig flotte – bortset fra prisen, som er høj.

 

 

Byens kirker er også et besøg værd. De er, som alle katolske kirker, rigt udsmykket.

Orker man ikke at trave rundt, er taxaer rimelige i pris. Der tøffer også et lille tog rundt i byen – 4 forskellige ruter. Turen tager knap 1 time og koster 3,5 €.

Herudover er der 3 forskellige minibusser, som kører faste ruter og standser ved seværdighederne.

Der er en del nyere hoteller af god standard. Vi boede på Sao Miguel Park Hotel og var oven ud tilfredse med dette.

Værelserne var store, havde altan og aircondition. Hotellet bød på en stor restaurant, en bar, swimmingpool, motionscenter og billardstue.

Det var også muligt med en gang kropsmassage. Rengøringen var tip top og personalet var søde og rare.

En del byggeri er i gang i byen. Mange huse er blevet istandsat, men der er stadig en stor boligmasse, der er uegnede som menneskeboliger efter dansk standard.

Den årlige Helligåndsfest i Ponta Delgada var vi så heldige at overvære i den anden weekend af juli, og denne oplevelse gav turen et ekstra pift.

 


Andre ting vi oplevede var drivhusene med ananasproduktionen. 18 måneder tager det at dyrke en ananas.

Når planterne er 10 mdr. får de en gang røg for at de skal tro, at de skal dø. De sætter alle blomst og modnes dermed næsten samtidig.

Der er 2 ananasplantager. Alle ananas spises på øen.

På øen dyrkes også te. Der er en stor og en lille plantage. Vi besøgte den store plantage, Cha Gorreanna. Der bliver lavet tre forskellige kvaliteter te her på fabrikken.

Jeg kunne nu ikke lide nogle af dem.

Tobak dyrkes der også. I Ponta Delgada ligger en tobaksfabrik som producerer cigaretter, Fumarmata, FM og Marlboro.

Sidstnævnte eksporteres. Tobaksfabrikken laver også håndrullede dyre cigarer. Bladene importeres fra Cuba.

 

 

Vi besøgte også et keramikfabrik, hvor vi så hvordan tingene blev lavet fra start til slut.

I Nordeste besøgte vi håndværkerhuset. Her blev der spundet garn og vævet.

 Endelig laves der likører – 10 forskellige slags fik vi lov at smage. Jeg blev ikke fristet til at købe en flaske eller to med hjem.

Maden var der intet at klage på. Jeg vil dog fremhæve oksekødet, som havde en ualmindelig god smag, de lokale ananas var fremragende. Endelig var der de mange oste. De smagte simpelt hen pragtfuldt.

Ud over turister, som efterhånden har fået en større rolle i beskæftigelsen, er det landbruget, der dominerer. Kornmarker, som fx rug, byg, havre og hvede, så vi ingen af. Vi fik fortalt at klimaet er for fugtigt til at kornet kan modnes. Der dyrkes majs.

 

Køer er der mange af, rigtig mange. De bruges til både kød og til mælkeproduktion. Køerne går ude hele året, der findes altså ingen kostalde. Det sker at køerne skal drives fra et sted til et andet og til dette bruges landevejen. Det giver mange farlige situationer og i mange færdselsuheld er der en ko indblandet. For at mindske uheldene er der lavet en lov, at køer kun må bruge landevejen fra midnat til klokken seks morgen og at der kun må drives 7 køer ad gangen. Det bliver dog ikke overholdt. Søndag formiddag mødte vi en meget stor flok kreaturer, som majestætisk vandrede på hele landevejens bredde. Her som så mange andre tilfælde. Bussen dyttede, men måtte pænt holde tilbage til køerne nåede deres mål.

Til slut vil jeg sige lidt om vejret. Vi var meget heldige i alle 14 dage. Et par timer med en smule regn ellers holdt det tørt. Den største del af tiden skinnede solen. Temperaturerne lå alle dage fra et par og tyve grader til knap tredive grader, men det føltes meget varmt. Fugtighedsprocenten var enorm høj, så det var helt umuligt at få sveden til at fordampe. Der lå altid skyer og vejret kunne hurtigt skifte fra skygge til sol eller omvendt. Det meste af tiden luftede det, og det var vi ganske godt tilfredse med.

Blev det for varmt for os, nød vi godt af hotellets dejlige swimmingpool.

Alt i alt. En god tur på alle måder – ikke mindst grundet søde og dygtige guider, der stod til rådighed for os døgnet rundt.

Nakskov 21. juli 2006

 


Til top            

Vejret de næste 5 dage: http://weather.cnn.com/weather/forecast.jsp?locCode=LPPD

Link til andre hjemmesider: http://www.destinazores.com/index.php (engelsk - turistguide)