På randen til den højtliggende østlige del af øen ligger Furnaskrateret. I bunden ligger en kæmpemæssig sø samt byen Furnas.

I området er der stadig geotermisk aktivitet. Røgen damper lystigt op af flere huller.

Ved søkanten  er jorden så varm, at der kan laves mad. Store cementrør er gravet 1 m ned i jorden – heri sænkes der gryder, og rørene dækkes med jord..

Specialiteten på stedet er Cozido da Furnas, medisterpølse, oksekød, spæk, kylling, blodpølse, kartofler, gulerødder og kål.

Dette skal simre i flere timer inden gryden igen befries af jorden. Vi så maden blive gravet fri og blive kørt ind til hotellet, hvor vi senere fik den serveret med en god rødvin til.

I udkanten af Furnas by er et område med boblende svovlstinkende mudderhuller samt kolde og varme kilder, caldeiras.

Midt i Furnas ligger Parque Terra Nostra. En perle for folk som elsker fred og ro samt planter og fuglekvidren. Her er al verdens planter.

En afdeling med endemiske I forbindelse med parken ligger et stort svømmebassin med 40 grader jernholdigt varmt vand.

Det siges at 20 min. i vandet gør en 20 år yngre!!

I Povoacao på den sydøstlige del af øen oplevede vi øens eneste vulkankrater uden en kratersø.

Vulkankraterets væg blev i tidernes morgen sprunget væk og krateret har direkte forbindelse med Atlanterhavet.

Den østlige del af øen bød på nogle pragtfulde udsigter og et enkelt vandfald. Denne del er den absolut højeste og mest utilgængelige.

I 1950’erne blev der bygget veje, så der blev forbindelse med den øvrige ø. Indtil da var eneste mulighed til omverdenen, søvejen.

Tager man, som jeg gjorde, ud for at se på hvaler og delfiner, får man samtidig lejlighed til at se Sao Miguels stejle skrænter fra søsiden.

Vi sejlede ud fra Ponta Delgada op langs kysten til Mosteiros og herfra et stykke ud i Atlanterhavet, hvor hvalerne og delfinerne boltrede sig, 10-12 hvaler og endnu flere delfiner. Desværre gad hvalerne ikke dykke, så jeg fik ikke set den flotte halefinne.

På turen frem og tilbage havde jeg rig mulighed for at se skrænterne og lagene i basalten.

Ponta Delgada er hovedbyen, men ikke særlig stor. Det særegne ved denne by er de meget smalle gader og de smalle ujævne og kuperede brolagte fortove med flotte mønstre i mørk og lys basalt. Ikke to fortove er ens.

Bilisterne kører stærkt og har umiddelbart ingen former for færdselskultur. Bilerne efterlades på de mest mærkelige og uhensigtsmæssige steder. Spærres gaden, må øvrige trafikanter bare vente til der engang bliver fri bane.

Politiet er åbenbart blevet opmærksom på problemet for flere steder så vi, at det ene forhjul simpelt hen blev fjernet fra bilen og kørt væk. Jeg kunne forestille mig at det koster en klækkelig sum for at få sit forhjul igen!

Byen domineres af en lang havnefront, hvor der er rig lejlighed til at promenere eller bare sidde og nyde en kop kaffe eller en kold øl. Ved den 1,5 km lange mole lægger fragtbådene til for at losse og laste. En stor lystbådehavn hører også med til bybilledet.

Flere og flere får øje på Azorerne som rejsemål, også store krydstogtskibe. Kajpladsen er begrænset, så derfor er man nu i fuld gang med udbygningen i havnen, så der er plads til disse luksusskibe.

I byen er også et rigt udbud af restauranter, både dyre og billige. Flere steder er det muligt at indtage et godt måltid for små penge. En enkelt restaurant har endogså spisekort på dansk.

Turisterne præger byen. Der er mange danskere og svenskere, men også andre nationaliteter blander sig med de nordiske.

Forretninger er der en del af, mange er meget, meget små. Nærmest som kosteskabe. Et helt nyt indkøbscenter er bygget i den nordlige del af byen.

Souvenir og postkort kan fås overalt. Ud over dette synes jeg ikke, der er meget at se på.

Byen byder også på nogle grønne pladser og nogle parker. Disse er absolut et besøg værd.

Der findes også et grønsagsmarked, men vi oplevede det meget tomt, så dette må sige at være en skuffelse.

I det hele taget er grøntsagerne ikke særlig flotte – bortset fra prisen, som er høj.

Byens kirker er også et besøg værd. De er, som alle katolske kirker, rigt udsmykket.

Orker man ikke at trave rundt, er taxaer rimelige i pris. Der tøffer også et lille tog rundt i byen – 4 forskellige ruter. Turen tager knap 1 time og koster 3,5 €.

Herudover er der 3 forskellige minibusser, som kører faste ruter og standser ved seværdighederne.

Der er en del nyere hoteller af god standard. Vi boede på Sao Miguel Park Hotel og var oven ud tilfredse med dette.

Værelserne var store, havde altan og aircondition. Hotellet bød på en stor restaurant, en bar, swimmingpool, motionscenter og billardstue.

Det var også muligt med en gang kropsmassage. Rengøringen var tip top og personalet var søde og rare.

En del byggeri er i gang i byen. Mange huse er blevet istandsat, men der er stadig en stor boligmasse, der er uegnede som menneskeboliger efter dansk standard.

Den årlige Helligåndsfest i Ponta Delgada var vi så heldige at overvære i den anden weekend af juli, og denne oplevelse gav turen et ekstra pift.

Andre ting vi oplevede var drivhusene med ananasproduktionen. 18 måneder tager det at dyrke en ananas.

Når planterne er 10 mdr. får de en gang røg for at de skal tro, at de skal dø. De sætter alle blomst og modnes dermed næsten samtidig.

Der er 2 ananasplantager. Alle ananas spises på øen.

På øen dyrkes også te. Der er en stor og en lille plantage. Vi besøgte den store plantage, Cha Gorreanna. Der bliver lavet tre forskellige kvaliteter te her på fabrikken.

Jeg kunne nu ikke lide nogle af dem.

Tobak dyrkes der også. I Ponta Delgada ligger en tobaksfabrik som producerer cigaretter, Fumarmata, FM og Marlboro.

Sidstnævnte eksporteres. Tobaksfabrikken laver også håndrullede dyre cigarer. Bladene importeres fra Cuba.

Vi besøgte også et keramikfabrik, hvor vi så hvordan tingene blev lavet fra start til slut.

I Nordeste besøgte vi håndværkerhuset. Her blev der spundet garn og vævet.

 Endelig laves der likører – 10 forskellige slags fik vi lov at smage. Jeg blev ikke fristet til at købe en flaske eller to med hjem.

Maden var der intet at klage på. Jeg vil dog fremhæve oksekødet, som havde en ualmindelig god smag, de lokale ananas var fremragende. Endelig var der de mange oste. De smagte simpelt hen pragtfuldt.

Ud over turister, som efterhånden har fået en større rolle i beskæftigelsen, er det landbruget, der dominerer. Kornmarker, som fx rug, byg, havre og hvede, så vi ingen af. Vi fik fortalt at klimaet er for fugtigt til at kornet kan modnes. Der dyrkes majs.

Køer er der mange af, rigtig mange. De bruges til både kød og til mælkeproduktion. Køerne går ude hele året, der findes altså ingen kostalde. Det sker at køerne skal drives fra et sted til et andet og til dette bruges landevejen. Det giver mange farlige situationer og i mange færdselsuheld er der en ko indblandet. For at mindske uheldene er der lavet en lov, at køer kun må bruge landevejen fra midnat til klokken seks morgen og at der kun må drives 7 køer ad gangen. Det bliver dog ikke overholdt. Søndag formiddag mødte vi en meget stor flok kreaturer, som majestætisk vandrede på hele landevejens bredde. Her som så mange andre tilfælde. Bussen dyttede, men måtte pænt holde tilbage til køerne nåede deres mål.

Til slut vil jeg sige lidt om vejret. Vi var meget heldige i alle 14 dage. Et par timer med en smule regn ellers holdt det tørt. Den største del af tiden skinnede solen. Temperaturerne lå alle dage fra et par og tyve grader til knap tredive grader, men det føltes meget varmt. Fugtighedsprocenten var enorm høj, så det var helt umuligt at få sveden til at fordampe. Der lå altid skyer og vejret kunne hurtigt skifte fra skygge til sol eller omvendt. Det meste af tiden luftede det, og det var vi ganske godt tilfredse med.

Blev det for varmt for os, nød vi godt af hotellets dejlige swimmingpool.

Alt i alt. En god tur på alle måder – ikke mindst grundet søde og dygtige guider, der stod til rådighed for os døgnet rundt.

Nakskov 21. juli 2006