|
Færøerne 2007 New York 2008 Dubai 2008 Berlin 2009 Grønland 2016 Restaurant Noma 23. februar 2019 Slanke-kurrejse Swinoujcie 2019
|
Det kan med fordel betale sig at købe billetter hjemmefra på https://www.getyourguide.dk, hvis man ved, hvad man skal se. Vi havde på forhånd besluttet at se Sagrada Familia, Casá Mila og Casa Batlló. Førstnævnte til et bestemt tidspunkt, de to sidste på selvvalgte tidspunkter. Lørdag den 14. april flyver Michael, Nikolaj og jeg på weekendtur til Barcelona. Turen er min fødselsdagsgave med søn og yngste barnebarn. Vi ankommer til Barcelona i regn ved middagstid. Tager direkte til Grupotel Gran Via 678, deponerer kufferter. Udstyret med paraplyer begiver vi os mod Casa Alfonso, som åbner for frokost kl. 13. Stedet kan varmt anbefales! Efter frokost begiver vi os mod Bario Gótico Barcelona - det gotiske kvarter, centrum for Barcelonas gamle bydel. Det regner stadig, så efter besøg i Barcelona katedralen beslutter Michael, at vi går på Barcelona City History Museum MUHBA. Et godt alternativ til at gå ude i regnen, og det viser sig ganske interessant. Efter museumsbesøget er vejrguderne med os - regnen er ophørt. Vi fortsætter nu vores tur til Santa Maria del Mar - Havets Katedral, på Placa de Santa Maria. Ganske imponerende kirke. Vi fortsætter eftermiddagens tur forbi Parc de la Ciutadella, går ad alleen Passeig de Llois Com Panys til Arc de Triomf. Vi går nu tilbage til hotellet - yngste og ældste deltager godt trætte! Middagen indtages på en lille hyggelig restaurant i det gotiske kvarter, og ad mange smalle stræder lykkedes det os at finde Carrer de la Palama de Sant Just, hvor restauranten ligger. Særdeles hyggeligt sted og maden og vinen er god! Søndag den 15. april vågner vi op til en dag med strålende sol og en dag, som med rette kan kaldes Gaudi-dag. Første punkt er Taxa til Sagrada Familia. Vi er i god tid og starter med at gå rundt om den ufærdige kirke. På turen rundt besøger vi et lille museum for FC Barcelona med tilhørende butik. For FCB-fans er dette de rene eldorado. Tilbage ved indgangen nydes det dejlige vejr på Placa de Gaudi, en lille park over for indgangen til Sagrada Familia, hvor vi har billetter til kl. 11. Kirken er helt ubeskrivelig, som det også fremgår af billederne. Vi brugte en lille time i kirken og fortsatte herfra til fods mod La Pedrera - Casa Milá - et af Gaudis huse. Vi blev udstyret med en audioguide. Især taget var meget interessant. Vi spiser frokost udendørs forholdsvis tæt på Casa Milá. Da vejret er så skønt beslutter vi at gemme endnu et Gaudi-hus, Casa Battló, til næste dag og i stedet tage ud til Park Güell. Vi kan ikke få billetter til det lukkede område, så vi ved ikke om vi går glip af noget. I stedet går vi i den offentlige park, som er utrolig smuk og med en utrolig smuk udsigt over Barcelona. Sidst på eftermiddagen er vi tilbage på hotellet, hvor drengene hopper i den kolde pool mens jeg står på værelset og filmer dem! Kl. 19 tager vi en taxa 6-7 km til Restaurant Mirabé, som ligger i området Gervasi Bonanova. Området ligger på et bjerg med en enorm smuk udsigt ud over Barcelona. Området ligger ikke langt fra Park Güell. Da vi forlader restauranten er det blevet mørkt og vi kan nyde synet af lysene i Barcelona. Mandag den 16. april vågner vi til gråvejr. Da kufferterne er pakket og deponeret går vi til Casa Batlló, får udleveret audioguide og en smartphone, så vi kan se tingene i 3D. Et par eksempler: Vi ser en radiator, ved hjælp af telefonen kan vi nu se at radiatoren er gællerne på en fisk. Gaudi hentede sin inspiration i naturen i stort set alt, hvad han lavede. Et andet eksempel kunne være en model af et hus - igen ved hjælp af telefonen kan vi nu se, hvad der er i huset. Casa Battló er meget interessant og helt anderledes end Casa Milá.
I gråvejr og lidt småregn går vi via Passeig de Grácia til Placa de Catalunya, over den store plads og videre ad La Rambla mod havnen. Se evt. kort.
Der er mange mennesker, selv om vejret ikke er det allerbedste. Vi passerer indgangen til markedet - tiden tillader ikke et besøg. Ved havnefronten står Monument a Colóm (Columbus Monument) på Placa Portal de la pau. Det er et af de mest symbolske monumenter i byen. Det er 52 meter højt og blev designet af Gaietá Buïgas til Verdensudstillingen i 1888, og er kronet af en statue af en 7 m høj Christopher Columbus, et værk af Rafael Arché.
Ad Rambla de Mar til Maramagnum. Broen kan åbnes for sejlende trafik, en masse figurer i havnen og en svævebane ses højt over havet ellers er der en masse skibe og ikke at forglemme måger og duer i hopetal.
Frokost i indkøbscenteret Maramagnum - og så er tiden kommet til at vende tilbage til hotellet, hente kufferter og til lufthavnen. 2 pragtfulde døgn i Barcelona er slut. Siden er opdateret 10. februar 2019
|